I Marbella i Chile fik otte arkitekter til opgave at sætte et personligt præg på en række ellers ensartede huse. Denne bolig skiller sig ud med usynlige overgange mellem inde og ude, hvilket sammen med et konstant spil mellem lys og form giver en fornemmelse af evigt liv.

Foto: James Silverman

“Jeg begyndte med skabelsesprocessen i tankerne,” forklarer arkitekt Sebastian Irarrazaval, når talen falder på hans seneste projekt, en modernistisk residens i glas og stål tæt på stranden i Marbella i Chile. Huset, der ligger op til en kuperet golfbane, er netop designet færdig og skal som feriebolig rumme en vis mængde fleksibilitet for de kommende ejere. ”Når man holder fri og slapper mere af end normalt, har man behov for en anden type rum. En følelse af at kunne flyde frit gennem boligen har været formlen,” forklarer Irarrazaval.

Særegen identitet

Arkitektens ønske om fleksibilitet og husets form giver god mening, når man ved, hvordan projektet blev til. Huset er ét af otte tætliggende og ensartede boliger. Alle er designet af kendte og forskellige arkitekter som en del af projektet ’Ocho al Cubo’. Hvert hus er unikt, men de har alle tre materialer til fælles: glas, beton og marmor. Den største udfordring var at få husene – og arkitekterne – til at fremstå som en enhed, og samtidig skulle alle udstråle en særegen identitet.

Det er imidlertid lykkedes bagmændene at få projektet til at flyde sammen som en smuk række af hvide perler på en grøn flade.

Trætoppe for fødderne

Af hensyn til grundens svage hældning er de otte huse delt i to rækker a fire. Der er naturligvis sørget for, at den nederste række ikke blokerer udsigten for de højere beliggende huse. Irarrazavals hus er blandt de fire forreste, så det var vigtigt at finde den helt rigtige beliggenhed på bakken: ”Det føles næsten, som om vi befinder os under jorden,” siger han om huset. ”Når man står ved indgangen, er man næsten på højde med taget.”

For at få adgang til huset skal man gå ad en smal, brolignende sti forbi en lille have, der befinder sig nedenfor. Man har trætoppene for fødderne, og her får man for første gang fornemmelsen af arkitektens kreativitet og den strukturelle og fysiske tvetydighed. Fra stien kan man også se ned ind i huset og få en fornemmelse af indretningen.

Usynlige overgange

Stien fortsætter langs en betonrampe mod opholdsstuen, men det er også muligt at dreje af og tage en anden trappe, der fører hen over huset og ender på græsplænen. På underetagen finder man ligeledes det, man lige har set oppefra. En vild skov af egyptiske papyrusplanter hæver sig foran en dominerende betonvæg.

En indendørs og udendørs gang går langs med en hel væg af næsten uafbrudt glas. Irarrazaval insisterede nemlig på, at overgangen mellem inde og ude skulle være så usynlig som mulig.

Anderledes skygger

Som i resten af huset er der her fokus på at lade lyset trænge ind ovenfra og dermed lege med vinkler og interiør på forskellig vis. Lofterne er forskellige i alle rum. Nogle rum har udhæng, og i andre er det helt væk for at give udsyn til himlen. Indenfor er der V-formede piller overalt, hvilket har to funktioner: de giver ikke blot støtte til bygningen, deres arkitektoniske form spiller også fint sammen med lyssætningen ovenfra. Huset er formet om en gårdhave, der både bruges som samlingspunkt og en udendørs terrasse. Den er til dels overdækket, men den udsættes også for elementerne på grund af de tværgående betonformationer, der bryder lyset og blæsten.

”Skygger får huset til at fremstå anderledes,” siger Irarrazaval. ”Den følelse er helt central for hele byggeriet.”

Uimodståelig infinity-pool

Den nordlige facade består næsten udelukkende af tunge gulv-til-loft-glaspaneler, der flere steder kan skydes til side. På den anden side af glasset ligger husets store terrasse, en velplejet græsplæne og en uimodståelig infinity-pool. Netop her valgte arkitekten som kontrast til glasset og vandet at placere husets spise- og opholdsrum sammen med en aflang brændeovn, der afgrænser rummet og soveværelset.

Den modsatte side af huset, altså den sydlige facade, er derimod blottet for glas for at undgå nysgerrige blikke. En lang indvendig gang, der er omgivet af frostet glas til begge sider, adskiller husets mere private områder. Køkkenet med den levende orange indretning ligger mod husets vestlige facade, har udsyn til udendørsområderne og en noget mere dæmpet belysning.

Køkkenet er blandt andet udstyret med et par loungesofaer, der passer ind i betonsprækkerne og giver mulighed for afslapning og læsestunder. Irarrazaval har naturligvis inkluderet en udskåret hylde over begge sofaer til pynt og dekorationer.

Leg med lys

Selv i de mere private rum som bade- og soveværelser har Irarrazavals leg med ovenlyset gjort det svært for beboerne at afgøre ved første øjekast, om de befinder sig inde eller ude. I badeværelset har arkitekten desuden leget videre med niveauerne og placeret en marmortrappe, der fører ned til et ’hemmeligtbruseområde’. Når mørket falder på, løber en lysstråle langs med væggene og understreger både retning og materialevalg.

Selv om ’Ocho al Cubo’-projektet er otte arkitekters værk, skiller Irarrazavals hus alligevel sig ud. Lyrisk og spontant indrammer den materielle skal på flotteste vis det skiftende indre, som man aldrig bliver træt af. Det konstante samspil mellem lys og form giver bygningen en form for evigt liv. Præcis, som Irarrazaval havde i tankerne.