Kongen af alle Sporty Utility Vehicles er klar i en tredje generation, som stadig kan opføre sig som en sportsvogn og være en offroader på samme tid – og så bliver den elektrisk.

Porsche-entusiasterne blev rystet i deres grundvold, da mærket fra Zuffenhausen i 2002 præsenterede den første Cayenne. De fleste hadede den som pesten fordi en Porsche ikke kunne være andet end en sportsvogn med motoren bagi. Selv Ferdinand Porsche må have vendt sig i graven, men han havde formentlig ændret mening, da han så, hvad modellen gjorde ved fabrikkens økonomi. Cayenne formåede nemlig at forføre alle dem, som aldrig tidligere havde haft en Porsche, men som blev nødt til at have det, der hurtigt blev kendt som den ultimative kombination af en sportsvogn og en offroader.

Cayenne fik samlebåndet til at rulle hurtigere end nogensinde. Nye kunder strømmede til forhandlerne, som fik historisk travlt, og i sidste ende reddede Cayenne fabrikken ud af den krise, som havde spøgt i årtier. Måske er det derfor, at selv de mest hardcore entusiaster – dem, som oprindeligt ønskede Cayenne død, før den blev født – i dag har et ældre, brugt eksemplar stående i garagen. Nogle mener endda, at den originale Cayenne er på vej til at få kultstatus, fordi den repræsenterer en tid fra før begrebet ‘finanskrise’ kom i ordbogen. Mens de fleste bare elsker den fordi den er så ultimativ med sine kompromisløse terrænegenskaber og selv i dag imponerende evner på asfalt. Nogen skønhed var den første Cayenne måske ikke – men den lignede i hvert fald ikke noget andet på markedet. På dét punkt var det en ægte Porsche.

Nu er tredje generation så klar. Og nok er 911-modellen mærkets omdrejningspunkt, men Cayenne er med 760.000 solgte eksemplarer på 15 år blevet rygraden i forretningen. Derfor foregik præsentationen på selveste Porsche Museum, omgivet af fabrikkens historie og akkompagneret af professionelle dansere med lyssværd, pomp, pragt og musik, og det spektakulære show blev transmitteret live via Facebook.

Du kan kende den nye Cayenne på den Macan-lignende front, mens bagenden får dig til at tænke på en Panamera Sport Turismo. Den er længere og lavere end før, men akselafstanden er den samme, hvilket har resulteret i noget så praktisk som et 100 liter større bagagerum. Skærmene svulmer mere end nogensinde, og hjulene er større og bredere. Interiøret er som snydt ud af kabinen på Panamera, hvilket løfter oplevelsen til nye digitale højder. Forgængerens mange knapper er erstattet af touch-paneler og -displays i det, som Porsche selv kalder for Porsche Advanced Cockpit, mens det tykke sportsrat med drejeknappen til de forskellige dynamiske køreprogrammer tilfører det nødvendige strejf af sportsvogn.

Konstruktionsmæssigt låner Cayenne ikke overraskende komponenter fra de familierelaterede Audi Q7 og Bentley Bentayga, men en Porsche-chef forsikrede under præsentationen, at Cayenne opfører sig mere dynamisk og sportsligt end begge fætrene tilsammen. Dette takket være lavere vægt, men også en del mekanik i undervognen, som Porsches egne ingeniører har udviklet – for eksempel de aktive støddæmpere. Der er også et helt nyt 4D Chassis Control-system, som sørger for at holde karrosseriet stabilt, når du presser bilen i svingene, ligesom Cayenne nu også byder på en medstyrende bagaksel, hvor hjulene drejer i samme eller modsat retning af forhjulene afhængig af hastighed.

Den nye Cayenne introducerer desuden en ny type bremser, kaldet Porsche Surfaced Coated Brake, som kombinerer de traditionelle stålbremser med egenskaberne fra de motorsportsinspirerede (og yderst kostbare) kulfiberkeramiske bremser. Og vil du udforske områder, som aldrig har set skyggen af asfalt, er det stadig ikke noget problem i Cayenne, takket være den justerbare frihøjde og de forskellige setups for kørsel i terræn: ‘Mud’, ‘Gravel’, ‘Sand’ og ‘Rocks’. Firehjulstræk er naturligvis standard.

Motormæssigt startes der ud med to versioner: Cayenne med en treliters V6 med turbo og 340 hestekræfter og en Cayenne S med en ny 2,9-liters V6 med biturbo og 440 hestekræfter. Med Sport Chrono-pakke sender sidstnævnte dig af sted fra 0-100 kilometer i timen på under fem sekunder. Det kommer naturligvis til at gå langt hurtigere i den kommende Cayenne Turbo og Turbo S, ligesom vi også kan forvente GTS-modeller, et par dieselvarianter, en hybrid og en fuldt elektrisk version baseret på teknologien fra konceptbilen Mission S.

Ferdinand Porsche ville vende sig i graven. Af fryd.