Sommeren er ved at slutte, men ikke hos Ferrari, som har præsenteret en ny topløs skønhed med masser af temperament.

En åben Ferrari har sjældent slået fejl, og California er noget så unikt som den bedst sælgende Ferrari i mærkets 70-årige historie. Nu har den imidlertid fået sin afløser, og denne gang klinger navnet mere italiensk. For udover at være et af smukkeste steder på den italienske middelhavskyst er Portofino nu også navnet på en Ferrari.

Den ser skarpere ud. Mere rå, og mere Ferrari. Portofino er designet i Ferraris eget studie, Centro Stilo, og det aggressive look er kun en forsmag på, hvad der venter, når startknappen aktiveres.

Den 3,9-liters V8-turbo er nemlig trimmet, så den nu yder hele 600 hestekræfter. Tilsat en effektiv dobbeltkoblingsgearkasse skulle du kunne ramme 100 kilometer i timen på 3,5 sekunder, hvilket gør Portofino til den hidtil kraftigste og hurtigste Ferrari, som også byder på et praktisk foldetag, hæderligt bagagerum og sågar to små bagsæder.

Det forførende karrosseri gemmer på alskens Formel 1-teknologi i form af køreprogrammer, som du skifter mellem via den røde drejeknap på rattet. Chassiset er helt nyt og naturligvis i aluminium, og så er Portofino desuden udstyret med en helt ny og særlig vindspoiler, som skulle reducere suset i kabinen med 30 procent.

Du slipper dog næppe for vind i håret, når du rammer topfarten, som høfligt oplyses til at være på den anden side af 320 kilometer i timen.

Den nye Ferrari Portofino har verdenspremiere på Frankfurt Motor Show til efteråret.